Dagbog..

 

Home Billeder Dagbog

04. juni 2005

Ja, når jeg nu skriver dette, så er missionen slut og jeg sidder hjemme i DK. Jeg er sågar begyndt at arbejde igen...

Vi fik holdt vores farewell-party lørdagen inden vores hjemrejse. Vejret var ikke det allerbedste, men det holdt tørvejr. Meget heldigt, da vi havde besluttet at holde garden-party, hvor vi grillede bøffer og danske pølser, som vi havde købt i den danske lejr i Mitrovica.(Der var også lokale kyllingepølser til dem, der ikke ville spise svinekød..) Vi havde gjort klar det meste af dagen, hvor vi bl. a. havde fremstillet en kæmpe balje salat, skåret tomater, agurker osv. til burgere...

Gæsterne var inviteret fra kl. 18 og præcis på slaget kom Sergey, vores russer, som den første. Det varede dog ikke længe, før en masse andre kom. En del af vores KPS'ere kom, ligesom alle vores tolke. Samtidig kom der en masse internationale, både fra RHQ og fra Peja Station. Anne var endda kommet helt fra Prishtina for at deltage.

Der var mad nok, og selv om det til sidst så ud til, at vi ville løbe tør for øl, så gik det alligevel, da folk "bare" drak spiritus i stedet. Det var der også nok af...

Bjarne holdt en fin afskedstale for os, hvor vi fik udleveret den "obligatoriske" conehead, som vi fik alle gæsterne til at skrive på efterfølgende. Vi fik også diverse gaver, som uværgerligt vil få os til at tænke tilbage, når vi ser dem...

Alt i alt en glimrende fest, hvor nogle i hvert fald fik rigeligt at drikke :-)

Dagen efter kørte vi til Prishtina, hvor vi skulle aflevere vores pistoler til Poul. Så gik turen endnu en gang til Pinoccio, hvor der var uofficielt kontingentmøde, inden vi holdt afskedsmiddag. Det meste af eftermiddagen gik med at tale med de andre - både dem, der skulle hjem, og dem, der skulle blive i missionen. Det var rigtigt hyggeligt - til gengæld var maden ikke noget særligt.

Jeg havde egentlig forestillet mig, at mandagen og tirsdagen ville gå meget langsomt, mens jeg ventede på at komme hjem, men faktisk havde jeg forrygende travlt begge dage. Der skulle siges farvel rundt omkring i "huset", og vi skulle spise et sidste måltid sammen. Mandag aften tog vi ikke til "German table" på Al Forno, men spiste med Ian, Sonja, Helder og Sergey på Nositi. Herefter gik vi på Art Design for at få pandekager, hvilket vi også fik. Samtidig skulle vi lige skåle farvel i en enkelt Rakia, som blev til flere, og vi gik faktisk først hjem, da de lukkede. Herefter skulle Kim og jeg til at pakke vores sager ned. Det havde vi ikke rigtigt haft tid til i løbet af dagen. Det viste sig til min store overraskelse, at tøjet ikke kunne være i kufferten, og slet ikke,når alle gaverne også skulle være der. Derfor var vi faktisk alle 3 nødt til tirsdag formiddag at gå i byen og købe kufferter/tasker, så vi kunne have det sidste med hjem.

Herefter var der afsked med afdelingen. Vi forsøgte at sige farvel på kontoret, men alle - både internationale, tolke og KPS' er - gik med ned på p-pladsen for at sige farvel. Måske for at sikre sig, at vi tog afsted??? Det var den helt store "tudetur" og en mærkelig fornemmelse. Ian og Sonja kørte os til lufthavnen - der var godt læsset.

I lufthavnen fik vi checket ind sammen med de andre. Det viste sig, at jeg måtte betale for 20 kg overvægt. Det kostede næsten lige så meget som billetten!!! Jeg tror, at næsten alle havde overvægt...

Så var det tid til afsked med de sidste, de sidste cigaretter og så var det ellers hjemad - via et stop i Wien, hvor der lige var tid til en sandwich og en cola, inden den sidste tur mod København. Der var faktisk meget stille på turen hjem. Mon ikke de fleste tænkte på det sted og de mennesker, som vi lige havde forladt???

I Kastrup blev vi hurtigt spredt for alle vinde. Jeg blev hentet af familien, der alle var kommet i lufthavnen. Dejligt at se dem igen...

Det er vist godt, at vi skal ses igen til debriefingen - så bliver der tid til at sige ordentligt farvel til de sidste...

Det var slut på den mission, men mon ikke der om nogle år kommer en ny?????????????

20. maj 2005

Så er vores chek-out stort set overstået. Vi mangler bare at aflevere vores pistoler søndag og at afhente vores Final MSA på mandag. Herefter går turen mod Danmark for sidste gang på tirsdag. FN har langt om længe købt vores billetter, så vi skal flyve hjem med Austrian Air via Wien. Det betyder desværre også, at vi først er hjemme i København kl. 2125, hvis flyveplanen holder. De, der skal videre til Jylland og Bornholm, er først fremme i lufthavnen omkring midnat, hvorefter de så skal hjem derfra, så det bliver en lang dag.

Det er lidt underligt at gå rundt i afdelingen, når vi nu har checket ud. Vi har haft et par drabssager siden sidst, men vi kan ikke rigtigt engagere os, da vi ikke kan køre bil, ingen radio har, mv. så man føler sig egentlig lidt i vejen/til overs...

Den ene sag er mordet på en ældre mand ude i en landsby. Han blev fundet af noget familie, liggende kvalt i skoven, kneblet med en plasticpose i munden. Obduktionen, som jeg var med til, viste, at han var blevet kvalt med en snor eller lignende, ligesom han som sagt havde en plasticpose i munden. Han havde også flere brækkede ribben, og var blevet slået forskellige steder, blandt andet i baghovedet. Motivet er formentlig økonomisk, idet han samme dag havde modtaget nogle penge, som han havde vist frem.

I går blev vi inviteret ud at spise på en fiskerestaurant i Istog. Det var alle vores tolke, der gerne ville sige farvel på denne måde. Kim kunne ikke komme, da han havde arrangeret en middag for sin afdeling, men Thomas og jeg havde en forrygende aften i selskab med tolkene, der også nød denne aften. Det var meget rørende - de havde også købt gaver til os, som blev signeret på stedet. De har tilsyneladende været lige så glade for os, som vi har været for dem.

Jeg har også fået set lidt mere af Kosovo. Med Helder som chauffør - jeg kan jo ikke køre mere - viste Iliriana, en af tolkene, mig et stort vandfald i nærheden, som jeg ikke havde set før. Det var egentlig ærgerligt, for det er utroligt flot og temmelig stort. I hvert en del af Kosovo kunne blive et flot turistmål, hvis den almindelige standard i landet blev hævet. Her er meget flot natur, men livet i byerne ville på nuværende tidspunkt nok ikke kunne tiltrække mange turister, ligesom situationen jo stadig er ustabil, selv om man ikke mærker så meget til det.

Jeg har fået taget en del billeder, ligesom jeg har optaget video. Når jeg kommer hjem, skal jeg nok få sat billeder - og måske lidt video - ind på siderne, men det må altså vente, til jeg kommer hjem og får tid.

I morgen er så vores "officielle" farewell-party. Vi regner med, at der kommer omkring 60 mennesker, så der er købt masser af mad og øl mv. Forhåbentlig er der nok, men ellers må vi i byen igen og købe mere...

12. maj 2005

Så lakker det mod enden: På mandag starter vi vores check-out procedure, hvor vi bl. a. bliver frataget vores kørekort, radio m.v., så reelt er vi færdige med at arbejde. Ikke fordi der er det helt store - vi arbejder stadig på et par drabssager, og har fået nogle småsager, som hurtigt er overstået.

Thomas og jeg kom begge tilbage den 4. maj efter nogle lange CTO hjemme. Vi landede til 28 graders varme, så det var dejligt. Desværre faldt temperaturen igen, og nogle af dagene havde vi virkeligt regnvejr, så det kunne blive til noget. Det er dog blevet varmere igen, men ikke helt 28 grader. Så snart solen er fremme, er det dejligt varmt, men det har været overskyet en del af tiden.

Lisbeth, min kone, har været her i Kosovo i 4 dage. Heldigvis var det nogenlunde vejr, så vi kunne komme rundt og se noget af Kosovo, når hun nu var her. Jeg havde lånt en hvid UN-bil, så vi var en tur oppe i bjergene, en tur i Mitrovica, som også omfattede en tur i PX´en, og en shoppingtur i Prishtina. Selv om tiden gik hurtigt, fik hun da et indtryk af "krigshelvedet" på Balkan, ligesom hun fik hilst på en del kolleger.

Vi er også ved at planlægge vores "farewell-party", som bliver en grill-fest i haven. Vi forventer en hel del mennesker, så der skal købes noget ind - både spiseligt og drikkeligt...Vi holder det sammen med Claus og Jan, som også skal hjem samtidig med os tre. Så der kommer folk fra Hovedkvarteret og fra Peja Station.

Det bliver en lidt underlig fornemmelse at tage hjem. Selvfølgelig bliver det rart at komme hjem til familie og venner, og at få en "normal" hverdag igen, men samtidig er det underligt at skulle sige farvel til en masse mennesker, som man formentlig ikke ser igen. Jeg håber at holde kontakten med nogle af dem via mail, men de fleste siger man bare farvel til. Eller rettere sagt: man siger "ses i næste mission", så er man fri for at sige endeligt farvel...

I næste uge, hvor vi har checket ud, bliver der forhåbentlig tid til at skrive lidt mere, så "stay tuned..."

17. april 2005

Så er vi i gang igen:

Efter en meget stille periode havde vi et drab igen den 15. Enver Haradinaj, som er broder til Ramush Haradinaj, den tidligere premierminister, som er fængslet i Haag, blev skudt, mens han kørte i sin egen bil. Hans bil blev beskudt fra en overhalende bil, og et af projektilerne gik gennem hele bilen, førersædet og gennem Enver, der også blev ramt i armen af et andet skud. Gerningsmændene forsvandt fra stedet. Enver fik selv standset bilen, hvorefter han døde. Vi hentede flere ind samme dag og ransagede deres huse. Vi fandt ikke rigtigt noget, men senere har vi fået flere oplysninger, så langsomt er vi ved at bygge en sag op - det ser ikke helt umuligt ud...Enver var i øvrigt ved at arrangere en ceremoni for en anden broder, der blev dræbt i -99, så det tynder ud i familien.

Begravelse er i dag og Ramush er blevet fløjet ind fra Haag for at deltage. Man er bange for, hvad der kan ske, så alle bevægelser i hele vores region er blevet indskrænket. Vi har fået at vide, at vi skal blive på kontoret hele dagen og ikke arbejde ude - hverken til fods eller i bil. Foreløbigt til en gang i aften...

Det er dog ikke arbejde det hele. I går holdt Jan og Bjarne fødselsdagsmiddag for danskerne i Peja. Middagen foregik på en lokal restaurant, hvor vi fik noget god mad. Efter middagen gik der "Rakia" i den, så middagen sluttede først efter midnat. Til dels fordi vi skulle vente på en, der åbenbart var faldet i søvn på toilettet nedenunder...

Jeg fik ikke så meget Rakia, da jeg var på tilkald. Blev også tilkaldt til en fange, der var død i fængslet. Foreløbig tyder det dog på en naturlig død, så der er ikke så meget arbejde i den sag...

I morgen tager jeg hjem til DK på CTO, så lad os se, hvad der er sket, når jeg kommer tilbage. 

14. april 2005

Nyt fra "krigshelvedet" i Kosovo.

Foråret er virkeligt kommet til Kosovo. Selv om det i dag er overskyet, og det har regnet et par dage, så er temperaturen mellem 15 og 20 grader. Solen har virkeligt skinnet her, og i weekenden lover de op til 23 grader og solskin. Træer og buske er sprunget ud, ligesom de få blomster rundt omkring er i fuld gang med at blomstre. Selv "Rakia-træet" i vores have - vores blommetræ - blomstrer.

Vi har heller ikke haft ret mange powercuts, så her har faktisk været ret rart.

Rent arbejdsmæssigt er der stille. Vi har haft en enkelt drab og endnu en kidnapning/voldtægt, samt et overfald på et ældre serbisk ægtepar, men bortset fra det, har der været stille. Gerningsmanden til drabet blev anholdt umiddelbart efter sin ugerning. Det eneste, han var interesseret i, var om offeret var død. Da det blev bekræftet, var han helt rolig. De var vist uenige om noget gammel gæld... Vedr. voldtægten/kidnapningen så var det en "kosovo-kidnapning", dvs. at det ikke var rigtigt. De anmelder disse ting af frygt for familiens reaktion, når de har været sammen med kærester o. lign.

I tirsdags havde vi igen medaljeparade i Cinema Hall i Prishtina. Inden paraden holdt vi et mindre kontingentmøde, hvor der ikke rigtigt var noget særligt på programmet. Det er dog altid rart at høre nyt hjemmefra fra de indbudte gæster. Efter en burger og lidt at drikke på Phoenix bar var der medaljeparade. Jeg skulle ikke have nogen medalje, da jeg jo har fået, og mit numeral får jeg først, når jeg forlader missionen, idet man skal have været her i 270 dage for at få et 2-tal. Jeg har regnet ud, at jeg kommer til at være her i 273 dage, så det kan lige nås. Vi stillede op i hallen og tog imod vores gæster. Vi kunne hver invitere 3 gæster med, ligesom kontingentet havde inviteret div. chefer og ledere med - jeg har indtryk af, at nogle mennesker i Prishtina kommer til alle medaljeparader....

Efter at alle gæster var kommet og havde taget plads i salen, var der tale af kontingentlederen, Arne, og af Police Commisioner Kaj Vittrup, der herefter uddelte velfortjente medaljer og numerals. Herefter var der tale af PM Bro, der var kommet fra DK for at deltage i paraden. Da alt dette var slut, var der buffet i de tilstødende lokaler. Til buffeten var der bl. a. div. sandwiches, frikadeller, kyllingespyd og kransekage. Hertil kunne man få vin, øl og sodavand. Der var faktisk ret mange fra Peja, der deltog. Vi var nok nogle af dem, der havde inviteret flest med, ligesom der var adskillige kendte ansigter blandt soldaterne fra lejren i Mitrovica.

Kims kone, Tine, er hernede pt., så efter buffeten kørte vi til KFOR Hill, hvor der blev shoppet i butikkerne udenfor lejren. Kaffen blev indtaget i tagrestauranten i OSCE-huset, hvorefter vi mødtes med mange af de andre på Gresa, hvor vi spiste aftensmad. Det er altid hyggeligt at tale med de andre i kontingentet, som man jo ikke ser så tit.

I går var der arrangeret underholdning i Camp Olaf Rye i Mitrovica. Ca. hver anden måned har soldaterne mulighed for at blive underholdt - og vi kan også deltage. I går var det Jan Monrad og Søren Rislund, der var kommet til Kosovo for at underholde. De fremførte et show, som bestod af nye og gamle numre, der blev blandet sammen med div. morsomheder om deres indtryk af Kosovo og af soldaterne her. Det var ganske underholdende... Inden aftenens show kørte vi lidt rundt i Mitrovica og omegn, hvor Kim viste forskellige steder, som han kendte fra sin tid i Mitrovica, hvor han var, inden han kom til Peja. Vi var også en tur nord for floden - i den serbiske del - hvor det ikke ser ud som om at de har det bedre end albanerne syd for floden. Herefter kørte vi til lejren, hvor vi som sædvanligt handlede i PX´en, inden vi spiste aftensmad i kantinen.

Jeg har fået cyklet nogle ture i bjergene. Nu hvor sneen er væk, er det en dejlig tur. En af dagene fulgtes jeg med præsidenten for Kosovos cykelforbund - sådan et har de faktisk. Han invitérede mig med på en cykeltur rundt i bjergene, men det er vist ikke nogen god ide på den cykel, som jeg har købt hernede. Havde jeg haft min egen mountainbike ville jeg gerne, men denne er noget for tung til det... Den er fin nok på asfaltvejen, men holder vist ikke til en rigtig bjergtur.

På mandag tager jeg hjem på min sidste CTO, og jeg kommer først herned igen den 4. maj. I løbet af de næste dage skulle jeg gerne få tid til at sætte flere billeder ind, så hold øje...

23. marts 2005

Så blev det tid til at skrive lidt igen.

Nu er foråret for alvor begyndt hernede. Man kan godt mærke, at det er noget længere sydpå, og at solen står noget højere på himlen. Solen har skinnet næsten hver dag nu i to uger, og sneen er forsvundet her i byen. Når solen er fremme, har vi haft op til 18 grader om dagen, selvom det stadig er koldt om natten. Det har faktisk været på varmt om dagen, at vi har siddet udenfor i t-shirts og bare arme og spist frokost, ligesom vi har gået patrulje i byen i skjorteærmer. Det hjælper selvfølgelig også, at det meget sjældent blæser her. Man kan faktisk hurtigt vænne sig til det...

Jeg har et par gange været oppe i bjergene på cykel, og der er masser stadig masser af sne, som ikke er smeltet endnu. Det smelter dog langsomt, så det drypper inde i alle tunneller og ned fra klipperne, der hænger ud over vejen. Det er faktisk temmelig koldt vand, når det drypper ned af nakken på en :-)

Årsdagen for urolighederne sidste år gav ikke anledning til de store uroligheder. Der var et attentatforsøg mod præsidenten, hvor nogen havde placeret en bombe i en skraldespand ved vejen, og bragte den til sprængning, da præsidentens kortege kørte forbi, men der skete kun materiel skade på køretøjerne og en lokal fik småskrammer af sprængstykker. Samme dag fandt man en antitankmine med en 200 g legeme og en timer under en patruljebil i en anden del af Kosovo, men timeren var heldigvis i stykker, så den sprang ikke. Udover disse episoder var der kun nogle små demonstrationer, som blev afviklet uden uroligheder, så vi slap foreløbigt for scener som sidste år. Det var dog en lang uge, hvor alle internationale arbejdede i 12-timers skift. Vi fik at vide, at vores efterforskning skulle udsættes og at vi i stedet alle skulle køre patrulje til specielt udsatte steder her i området. Vi kørte patrulje sammen med KPS´erne, og jeg bliver stadig lidt forbavset over, hvor meget de egentlig kan fortælle om ting, der skete her under krigen. De kan alle udpege en masse steder, hvor der blev skudt på dem, hvor serberne dræbte en familie, de kendte, hvor snigskytter skød en mand, hvor byer blev brændt af, hvor mennesker blev bnrændt inde i huse osv. Man bliver mindet om, at de faktisk havde krig for få år siden, og at det er grunden til, at vi bl. a. er her.

Efter urolighederne sidste år dræbte internationale en albaner den 23. marts. Der har været meldinger om, at familien vil have hævn ved at slå en international ihjel på årsdagen, så mange går pt. rundt med skudsikker vest. Tyskerne er faktisk blevet beordret til det... Men vi er snart ved at vænne os til disse trusler, som jævnligt florerer, så vi er opmærksomme på alt unormalt, ligesom vi tager forskellige forholdsregler, men ellers tager vi det forholdsvis roligt med disse trusler.

Så blev det også tid til at sige farvel til en af de "gamle" i afdelingen, nemlig Ghislain fra Frankrig, som var i afdelingen, da jeg kom. Han og Patrick, som var chef for ROSU, vores beredskabsafdeling, tager hjem i dag. De holdt et farvel-party i mandags. Det blev holdt på en af de lokale restauranter, hvor også tolke mv. var inviteret. Så for en gangs skyld var der en del kvinder med til en fest. Det gjorde det da ikke kedeligere. Der var gang i dansen, som det fremgår af de billeder, som en af dagene kommer på "party"-siden. Det er en underlig fornemmelse at sige farvel til nogen, som man ved, at man måske aldrig ser igen. Specielt nogle, som man har haft et meget tæt forhold til. Vi er jo alle alene hernede, så man lærer folk at kende på en anden måde end kollegerne hjemme, som man kun ser, når man er på arbejde. Ghislain er nu nok en af dem, som jeg vil have kontakt med i fremtiden via mail o. lign. Men sådan er livet i mission også - måske ser man folk i en senere mission??

Nok for denne gang. I morgen skal jeg hjem i en uge!!!

6. marts 2005

Nu gik det lige så godt: I et par dage har temperaturen været over frysepunktet og det har regnet, så meget af sneen er ved at forsvinde og vi begyndte så småt at glæde os til lidt varmere tilstande - læs: forår - men sådan skulle det ikke være. I dag har det sneet hele dagen og temperaturen er igen på den forkerte side af 0 grader. De har også lovet ned til minus 15 i løbet af de næste par dage, så vi har det ikke anderledes end hjemme i DK, hvad det angår...

Vi har ikke haft det store sager - en kidnapning og en voldtægt - men nu kunne det se ud til, at nogen er ved at varme op til noget. Måske til årsdagen for urolighederne sidste år??? I hvert fald blev der fredag nat smidt en håndgranat ind i en gård, hvor der holdt en hvid UN-bil parkeret. Den blev lettere skrammet af det. Den tilhørte dog ikke en IPO, men en brasilianer fra UN Security. I aftes blev en "coca-cola", der også holdt parkeret, beskudt med AK 47, så alle ruder mv. er smadrede. Dette skete dog i Gjakova, mens den første var her i Peja. Til alt held var der ikke nogen i bilerne, da de blev angrebet. Vi har begge sager, så der er gang i nogle afhøringer, men som sædvanligt, så har ingen set noget eller kender noget til det. Det får dog en til at være lidt ekstra opmærksom på det hele...

Jeg var hjemme i sidste uge på et "kort visit". Resten af familien havde også fri, så det var dejligt at kunne være sammen hele ugen. Tiden går dog ret hurtigt og kort efter sad jeg hernede igen...Nu begynder det dog at lakke mod enden: Jeg tager hjem igen til påske i en uges tid og allerede midt i april tager jeg hjem på min sidste CTO, der bliver på i hvert fald to uger. Når jeg kommer her ned igen i maj, er det næsten ved at være tid til Checkout procedure og så er den mission slut. Men bare rolig - der kommer masser af nye billeder. Forhåbentlig med solskin og grønne blade på buske og træer. Jeg har også flere billeder liggende, som bliver sat ind, når jeg igen får eftermiddagstjeneste. Det hele foregår jo on-line, så at sætte billeder ind om formiddagen, hvor alle "non-skierne" er på Internettet, tager simpelthen for lang tid...

Der har ikke været tid til de store fester, men i går fik vi oste-fondue. Ghislain havde medbragt en del ost fra sin sidste CTO i Frankrig, som skulle bruges til dette formål. Da der er bedre plads i vores hus, blev det holdt hos os. Hele afdelingen og Forensic var inviteret og plus et par stykker, som kom til undervejs, var vi omkring 15 personer. Kim havde samtidig købt ind til flere små retter, så der var mad nok. Som sædvanlig bragte mange af gæsterne også noget drikkeligt med, så selv om der blev drukket en del, løber vi ikke tør lige med det samme. Ghislains ost blev smeltet i nogle gryder, der blev placeret på nogle gasblus på bordene, hvorefter man så selv tog noget brød på en gaffel og dyppede det i osten. Det smagte faktisk ganske udmærket, selv for os, som ikke så meget for ost...

Efter dette kom så hakkebøffer, pølser i svøb, kartofler og sovs, samt noget krydret, hakket kød, der var viklet ind i vin-blade. Kim havde købt dem færdige på Art Design. Herefter var der ikke nogen, som kunne spise mere. Der er faktisk så meget tilbage, at vi har inviteret de øvrige danskere på "rester" i aften...

Desserten var Galiano shots, dvs. Galiano, kaffe og flødeskum, som skulle drikkes på en gang, så hele blandingen blev drukket. Sammen med al vinen, adskillige Rakia og øl/sodavand gjorde det, at samtalen efterhånden blev lidt løssluppen. Det var en rigtig hyggelig aften...

Så blev det tid til at forlade kontoret, så her slutter det for i dag. Jeg er i øvrigt ikke ked af at skulle forlade kontoret i dag, da der ikke har vært varme på i hele bygningen hverken i går eller i dag, så fingrene er ved at være lidt kolde...

14. februar 2005

I dag regner det, så her er fyldt med mudder og sjap. De sidste 2-3 uger har temperaturen ellers været mellem 10 og 20 minusgrader om natten og lidt varmere om dagen. Så det har været med lange underbukser og sokker i soveposen om natten. Samtidig har solen skinnet om dagen, så det øverste lag er smeltet, hvorefter det er frosset om natten. Det har betydet, at der på alle de mindre veje har ligget et lag is på omkring 20 cm. Samtidig har solen, biler mv. lavet store huller nogle steder i isen, så vejene har lignet et månelandskab, hvilket har fået flere biler til at give op. Samtidig har man ikke kunnet køre ret stærkt, idet bilen bare gled sidelæns nogle steder. Det har også været noget af en balancekunst at gå nogle steder.

Om det er på grund af kulden - og skiftet fra varme rum til kolde hele tiden - ved jeg ikke, men det meste af afdelingen her har været syge på skift, så alle går rundt og "snøfter", og en enkelt har fået lungebetændelse.

Rent arbejdsmæssigt har der ikke været det store at lave - vi har arbejdet med drabet fra sidst, men det er ved at være belyst. Nu mangler vi bare at anholde gerningsmanden, som vi ved hvem er. Spørgsmålet er, om vi kan få fat i ham, før familien til den afdøde gør det...Ellers "tumler" vi med ældre sager.

Vi har været til fødselsdag hos Peter, der havde inviteret alle os danskere til middag. Vi fik hakkebøffer, kartofler og brun sovs, og efterfølgende hjemmebagte boller. Det var dejligt at få hjemmelavet mad, især når det var dansk...

Ingen har været på CTO i et stykke tid, da alle var hjemme i forbindelse med jul/nytår, men nu er folk begyndt at tage hjem igen. Jeg tager hjem den 20. februar og bliver hjemme i en uge.

I går og i dag har alle IPOer haft 12-timersvagter, da den serbiske præsident har besøgt Kosovo, og man var bange for, at det skulle udvikle sig til optøjer rundt omkring. Det har dog været meget stille og roligt, og nu venter vi bare på, at han tager hjem igen, så der komme "normale" tilstande.

Der kommer stadig nye billeder på siderne, så hold godt øje...

1. februar 2005

Hele sidste uge sneede det hver dag her i Peja, så der ligger efterhånden en halv meter sne. Siden har solen skinnet i et par dage, så ligesom hjemme, er sneen i vejkanten mørk og beskidt. I dag sner det dog igen, så nu er der hvidt over det hele igen. Sneen skjuler også det affald, som er blevet smidt oven på det gamle sne.

Vores tur til Mitrovica tog to timer hver vej - mod normalt en time - så det var ikke så slemt som vi havde frygtet, selv om det var en lang tur. Vi fik dog stemt, så det er ikke vores skyld, hvis Minoritetspartiet kommer i Folketinget :-)

I fredags var så det store UN-party. Vi var på stedet kl. 2000, hvor det startede, og der var dækket op med en lille anretning på tallerkner på bordene. Der blev spillet stille musik, så alt var i orden. Øl og vin var til fri afbenyttelse. MEN... glæden var kort. Efter ca. 10 minutter bragede musikken løs som ugen før. Det var næsten ikke muligt at tale sammen, med mindre man sad lige ved siden af hinanden. I starten blev spillet "vestlig" musik, men senere kom der mere og mere albansk musik. Det var noget, der passede alle de albanere, der var med. I bedste folkedanser-stil dansede de rundt i lange kæder, mens de sang med. Efter et stykke tid - og noget mere at drikke - var der flere og flere internationale, der deltog i denne dans. Der var heller ikke så meget andet at lave...

Når der ikke blev danset "kædedans" var det ikke sådan, at man dansede to og to. Om det er på grund af troen, familien eller bare deres kultur ved jeg ikke, men man stillede sig bare ud i flokken, så dansede alle mere eller mindre med hinanden - anderledes end vi er vant til.

Tjenerne ville også bidrage til underholdningen, så ind i mellem fyldte de dansegulvet med kold-røg eller med sæbebobler. Når det skulle være rigtigt spændende, hældte de brandbar væske ud på gulvet eller på balkonen, hvorefter de satte ild til det. Det så da flot ud, men "hjemme" ville myndighederne have lukket stedet øjeblikkeligt...

I går blev en af vores "kendte" kriminelle skudt på åben gade. Han fik tre skud i brystet og døde i nat. Foreløbig er en anholdt i sagen og vi leder efter mindst en mere, som skal være selve "skyderen". Det skete kl. 11 om formiddagen, hvor der var fyldt med mennesker, så det er ingen garanti...

Meningen er, at vi ikke mere skal "lave" sagerne. KPS´erne skal selv behandle dem, mens vi skal supervisere og monitere deres arbejde. Efter 6 år med internationale til at lave arbejdet for dem er det vel også på tide?? Jeg tror dog ikke, at jeg bare kan stå med hænderne i lommen, mens de arbejder - specielt ikke, hvis der ikke rigtigt sker noget...Men det må tiden vise...

Se billeder fra bl. a. festen på de andre sider.

24. januar 2005

Så kom vinteren til Kosovo: Det har sneet hele dagen, så der er hvidt overalt udenfor. Hele dagen har der været færdselsuheld, så det er ikke anderledes
end i Danmark, når den første sne falder. Desværre har alle vores patruljebiler store brede dæk på. De er fine nok, når vejene er tørre, men når det som i dag er rigtigt glat, skøjter de rundt på vejen. Det er næsten umuligt at bremse med dem, så al kørsel foregår næsten i gå-tempo.

I morgen skal vi til Mitrovica, idet det er den eneste dag, hvor vi kan stemme til valget den 8. februar. Hvis vejene ikke er bedre i morgen, bliver det en meget lang tur. Normalt tager det en times tid at køre der op, men gennem bjergene i dette føre bliver "sjovt".

En fordel ved sneen er dog at den skjuler alt affaldet, så her er helt pænt i dag...

Jeg har fundet ud af at sætte billeder ind på siderne, så der kommer jævnligt nye billeder på siderne, ligesom jeg er startet på at lave en engelsk version, idet mange internationale har givet adressen til familie og venner rundt omkring, så de kan se billeder fra missionen. Det tager dog lidt tid at få lavet alle de nye sider, men det kommer.

I onsdags havde vi så den store aktion, hvor vi skulle anholde 6 mennesker og ransage lige så mange steder. Vi mødtes med MSU udenfor Gjakova, så da vi kørte der fra, var vi mere end hundrede mennesker i kolonnen. Det så flot ud i mørket.

Det ene sted var det nogle franske faldskærmssoldater, der skulle stå for indtrægningen. De var lige kommet fra Irak, så de "var stadig i krig". De startede med at skyde alt lys ud med rifler med lyddæmper, så var stilen ligesom lagt fra starten. Et andet sted var det hos en KPS - en lokal politier - men det vidste vores egne KPS´er ikke, så da de kom ind og så, at det var en kollega, var de på vej ud igen, fordi de troede, at de var gået ind i det forkerte hus. Det var i øvrigt meningen at vi skulle banke pænt på hos ham, da vi ikke havde fået en ransagningstilladelse til hans hus. Det nåede vi bare ikke, før indtrængningsholdet havde lagt hans dør ned og var trængt ind. Heldigvis gav han efterfølgende tilladelse til ransagningen, så var det problem overstået :-)

Vi fik anholdt 4 ud af de 6 - de to sidste var i udlandet og havde været det længe. Desværre fandt vi ikke de våben, som vi ledte efter (til gengæld nogle andre...) De næste dage havde vi travlt med diverse afhøringer m. v., men fredag besluttede den lokale anklager, at der ikke var nok i sagen, så de skulle alle løslades, på nær de to, som har siddet i fængsel i flere måneder i sagen - formentlig nok fordi han er bange.

Vedr. bombningen af vores nigerianske kollega, så er det nu sikkert, at det var en bombe under hans bil. Man har endnu ikke noget motiv, men der er en masse rygter om albanske kvinder osv., men ikke noget konkret endnu. Hele det nigerianske kontingent er ved at blive afhørt om kendskab til ham, men so far ikke noget relevant - så vidt jeg er orienteret. Beredskabet er igen på det normale, så "business as usual"...

Forleden hørte vi, at der skulle være aktuelle planer om at kidnappe en dansker i Peja, hvis nogle af de højtstående politikere blev anholdt til Haag. Det blev dog senere droslet lidt ned, men det får da en til at være lidt mere observant, når man bevæger sig ude, ligesom vi har truffet div. forholdsregler. Selv om her virker fredeligt, kan det hele hurtigt gå den anden vej.

Det afholder os dog ikke fra at hygge os. I morgen tager 3 af tyskerne i regionen hjem, så der har været festet. I fredags holdt den ene en lille sammenkomst på den restaurant, hvor vi normalt er til Schweinerei. Vi fik noget godt grisekød, kålruller og kylling. Det smagte virkeligt godt - og var varmt, hvilket det ikke altid er...

Efter maden hyggede vi med mere Rakia og flere løgnehistorier. Det bevirkede, at nogle fik alt for meget, så på vej hjem måtte vi stoppe flere gange (dog ikke for min skyld..)

Dagen efter havde de lejet en restaurant her i byen, hvor alle - også de lokale politier og tolke - var inviteret. Der blev dog spillet meget høj musik - meget af det tekno - så nogle af os "gamle" gik ret tidligt. På fredag har UN arrangeret en fest samme sted - dog med spisning først - så nu må vi se, hvordan det kommer til at gå...

Nå, træningen kalder - mere følger snart...

15. januar 2005

Så er der kommet en web-editor på mit web-hotel, så nu har jeg fået mulighed for at skrive her fra Kosovo. Jeg har endnu ikke fundet ud af, om jeg kan indsætte billeder, men muligvis kommer der snart nye billeder på siden.

Jeg havde en dejlig CTO hjemme. Det var selvfølgelig rart at være sammen med familien, men også at se venner og bekendte. Da jeg var hjemme i to uger, var det ikke så forhastet som sidst. Jeg tror også, at hunden nød det - han var i Hedeland hver dag.

Jeg kom her ned igen den 9. januar efter en tur, der forløb uden problemer. Jeg landede i Prishtina i solskin, og faktisk har solen skinnet hver dag siden med temperaturer om dagen på omkring 8 grader. Om natten er der frost hver nat. De lokale kan ikke forstå, hvorfor der ikke er kommet sne endnu - andet end i bjergene. På denne tid af året "plejer"  der at være store mængder sne.

De andre havde haft et roligt nytår uden de store sager, så de havde hygget, mens jeg var hjemme. Vi arbejder på de tidligere sager, mens vi gør klar til næste uge, hvor Ghislain har planlagt en stor operation med mere end hundrede mand og hunde. Vi skal arrestere 5 mand og samtidig ransage alle steder. Indtrængningen bliver klaret af ROSU - vores egen beredskabsafdeling - og MSU - de militære støtteenheder. Samtidig deltager nogle ukrainske sprængstof- og narkohunde. Vi starter kl. 0400 her fra hovedkvarteret og så må vi se, hvad der sker derefter...

Forleden dag købte jeg en del DVD-film i Melodia i Prishtina, så hele denne uge har vi set film hver aften. Ian har været der alle dagene - han er begyndt at føle sig lidt ensom i den serbiske enklave, hvor han bor.

For to dage siden blev en nigeriansk IPO (International Police Officer) dræbt, mens han kørte i en "coca-cola". Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvad der skete, men det menes, at der var en bombe placeret under hans bil, men vi hører formentlig snart nærmere. Det har bevirket, at ingen IPO´er må køre alene i bilerne, ligesom de bliver undersøgt underneden med spejle hver gang vi skal ind på hovedkvarteret eller logbase. De må heller ikke være parkeret nogen steder uden bevogtning.

Nu må vi se, hvor længe dette skal stå på, men mon ikke det er ligesom hjemme, hvor alle er oppe på mærkerne, lige når noget er sket, og så fader det langsomt ud igen, til der sker noget igen??

Det var alt for denne gang - jeg skulle lige afprøve den nye editor. Det varer nok ikke længe, før der igen kommer nyt på denne side, så "stay tuned"...

3. januar 2005

Så er jeg hjemme igen.

Jeg kunne vælge, om jeg ville hjem i julen eller til nytår, så Mads og Frederik fik lov til at vælge. De ville helst have mig hjemme til nytår, da de skulle bruge hjælp til indkøb og affyring af div. nytårsfyrværkeri - jul kunne vi jo altid holde, når jeg kom hjem...

Jeg kom hjem den 26. december og skal afsted igen den 9 januar, så denne gang har jeg to uger hjemme. Det er bedre end sidst, hvor jeg kun havde 6 dage hjemme. Jeg var ikke rigtig færdig med at være hjemme, da jeg skulle afsted igen...

Jeg har gjort billederne mindre, så nu skulle det ikke tage så lang tid at hente dem, ligesom der er ændret lidt på designet. Alt for at gøre det mere brugervenligt.

Siden sidst jeg var hjemme, har vi haft en stille periode i RIU. Der har faktisk ikke været nogle drab i over en måned!!! Der har været nogle drabsforsøg, men enten har de sigtet skidt eller også har det bare været "advarsler". Ofrene er dog blevet ramt, men ikke så de døde af det...

Det holdt dog kun lige til den 23. december, hvor en ung mand blev skudt 11-12 gange i hovedet med en maskinpistol. Det dør man af... Sagen bliver stadig efterforsket, men noget kunne tyde på, at det var den forkerte fyr, der blev skudt. Det vil tiden vise - måske får vi så et nyt drab inden længe...

Ellers arbejder vi med de "gamle sager". Mange af vores KPS´er har holdt deres ferie her i december, da de skal nå det inden nytår, så de resterende har haft travlt - i hvert fald efter deres standard - så de har prøvet hvordan det bliver, når "vi" forlader dem.

I modsætning til sidst, hvor det faktisk var dejligt varmt i Kosovo, mens I frøs her hjemme, så er det nu blevet koldt dernede. Temperaturen faldt med ca. 20 grader i løbet af 3 dage. Fra at kunne gå rundt i skjorteærmer udenfor midt på dagen, lå der pludselig sne i bjergene og nogle dage har der også været sne i byen. I bjergene bliver sneen stort set liggende fra nu af og til foråret, mens det i byen er lidt lige som i DK, hvor det bliver tøvejr, så sneen smelter, inden der kommer noget ny sne. Som man kan se på nogle af billederne kørte vi en dag en tur i bjergene omkring Zubin Potok ved Mitrovica, hvor vi kørte i solskin og på tørre veje i byen, men måtte opgive at komme op til toppen af bjergene pga. sne - selv med firhjulstræk...

Det er også ganske koldt inde i vores hus!!! Husene her i Kosovo er ikke isolerede - hvorfor ved jeg egentlig ikke. Vores hus er el-opvarmet med div. forskellige varmeapparater i stort set alle rum, men når der nu er strømafbrydelse i flere timer 4-5 gange om dagen, så er der altså koldt i huset. Hvis der har været strømafbrydelse om natten er der omkring 5 grader på mit værelse om morgenen!!! Vi har købt en gasovn, som varmer vores stue op, men i resten af huset er der koldt, så jeg sover i min sovepose i denne tid.

I følge de lokale skulle der komme en masse sne i løbet af vinteren, så nu må vi se. Jeg regner med, at næste gang jeg er hjemme, kommer der en masse "snebilleder" på siderne. Jeg kommer hjem igen den 20. februar og er hjemme i hele uge 8, hvor drengene har vinterferie...

Jeg har købt en cykel, så når vejret ellers tillader det, er det min mening at køre tur i bjergene - på asfaltvejen. Jeg har prøvet det et par gange og at det går opad, kan jeg mærke i benene: Efter en times tid føles lårene temmelig store, men det er vel kun et spørgsmål om træning???

Som man også kan se på billederne andetsteds, så hygger vi stadig i vores fritid. Vi har både holdt julefrokost og jul med "dansk" mad fra kokken i den danske lejr. Det er rart at få lidt mad, som ikke kun er enten bøf eller kylling. Vi får i øvrigt også lidt mere hjemmelavet mad, idet Kim jo er flyttet ind til Thomas og mig. Han er vældig ferm i et køkken og gider også, så det er dejligt ikke altid at skulle spise ude. Vi har dog stadig problemet med powercuts, så det er ikke altid at maden lige bliver færdig i første forsøg...

Vi er nu "fuldt hus" i afdelingen. Vi har fået to tyskere siden sidst, og en enkelt tysker, der skal være der til slutningen af januar, idet han "blev til overs" på stationen i Decani, da den blev selvstændig i starten af december. Så nu kan de bare komme an...

Der bliver hele tiden skiftet ud på de forskellige pladser, idet folk rejser hjem og nye kommer til. Sådan er det i en mission, men det føles alligevel underligt, når folk, man har arbejdet sammen med i et stykke tid, rejser hjem og man ved, at man formentlig aldrig ser dem igen. Så skal man lære nogle nye at kende. Hvordan må det så ikke være for de lokale, der hele tiden får nye kolleger???

Der er også kommet 4 nye danskere til Peja fra november-rotationen. De er alle 4 startet på Peja station på vagthold, men den ene er allerede kommet videre til en stilling i Peja Investigation og nu må vi se, hvad der sker med de øvrige. Det er rart med nogle landsmænd og vi ser dem da jævnligt, selv om de ikke er i hovedkvarteret.

Nå, nok for denne gang - nyd billederne på de andre sider...

19. november 2004

Så kom jeg hjem og kunne få lagt billeder og tekst ind på hjemmesiden.

Det er jo snart 3 måneder siden, at jeg rejste til Kosovo - fyldt med forventninger, men uden ret meget viden om Kosovo. Når man kommer til Kosovo første gang, skal alle igennem et 5-dages kursus på PTC, som ligger i Prishtina. Her bliver viden om Kosovo og om missionen genopfrisket, ligesom de forskellige regler bliver gennemgået. Allerede ved ankomsten den første dag blev vi udstyret med ID-kort, som gælder som politiskilt hernede, ligesom det bliver brugt som adgangskort. Den første dag er der bl. a. engelsktest og består man ikke, er det retur med den næste flyver. Der er dog endnu ingen danskere, som er dumpet til denne test. Vores test blev foretaget af en kineser og han var faktisk den sværeste at forstå!! I løbet af disse 5 dage er der også skydetest og køreprøve. Består man ikke køreprøven, kan man ikke få udleveret et kørekort, som ud over at vise, at man  har ret til at køre bil, også bruges til at starte FN´s biler. Man kan ikke køre uden...

Al undervisningen blev foretaget af IPO´er (internationale politiofficerer) og det var en meget international blanding: Vi havde en kineser, en tysker, en rumæner, en franskmand, en russer, en fra Zimbabwe og en fra Cameroun - de første to dage :-)

Efter PTC blev vi deployeret. Efter eget ønske kom jeg til Peja, som er en by ude vestpå i Kosovo. Jeg ville gerne undgå Prishtina med forurening, alt for meget UN (chefer) og hellere se lidt andet af Kosovo. Peja er en by med omkring 100.000 mennesker i byen og oplandet - (ingen ved det med sikkerhed). Den ligger helt op af bjergene, som vi kan se - både fra kontoret og fra vores hus.

Normalt skal man starte på vagthold på en station og være der 30 eller 60 dage, specielt hvis man ikke før har været i mission, men det lykkedes Frank - en tysker, som var deputy i min nuværende afdeling - at gøre, så jeg startede direkte i den regionale efterforskningsafdeling for "serious crimes". I RIU, som den hedder med FN-forkortelse, er vi i øjeblikket 6 efterforskere, en deputy og vores chef. Chefen er italiener, næstkommanderende er skotte og så er vi 3 danskere, en portugiser, en franskmand og en russer, så det er også internationalt. Alt foregår jo på engelsk, men det vænner man sig til. Selv om vi er tre danskere i afdelingen, så taler vi som regel engelsk sammen på kontoret og når vi er ude. Kun når vi er alene, taler vi dansk sammen. Det er nu ikke noget problem, idet jeg faktisk tænker på engelsk, da jeg jo bruger det hver dag.

Jeg bor i et hus sammen med to andre danskere, Thomas fra Slagelse og Torben fra Holstebro. Selv om Torben tager hjem her den 23. november, så er vi alligevel 3 danskere, idet Kim, som er i den regionale tekniske afdeling, er flyttet ind i stedet. Det er nu meget rart, idet vi hygger os sammen, selv om vi selvfølgelig også hygger os med de andre i regionen. Det hele er som en lille "familie", hvor man kender de andre, lige fra Regional Commander og ned - nogle selvfølgelig mere end andre... men når alle er uden deres egen familie, er der jo ikke meget andet end arbejde og hygge tilbage, selv om jeg prøver at komme ud i vores træningscenter 3 gange om ugen.

Det er vist nødvendigt, da vi som regel spiser ude to gange om dagen. Det sker, at vi selv laver mad i huset, men når man har set slagterne hernede, så trækker det ikke så meget. Vi har dog fundet en slagter, hvor der er rent og køligt, så det er da sket. Men hver dag er der strømafbrydelser, så hvis strømmen går midt i madlavningen, skal vi alligevel ud for at spise den dag (det  tager sin tid at lave maden færdig med nogle fyrfadslys :-)) Der bliver udsendt en rapport om, hvornår der er afbrydelser, men det er mere undtagelsen end reglen, hvis det passer...

Selve "krigen" mærker vi ikke meget til, men Peja er kendt/berygtet for sin kriminalitet, så ind i mellem har vi rigeligt at se til. For en måneds tid siden havde vi 4 drab på 8 dage, så det var nogle lange dage, men de sidste 2 uger har der ikke været nogle drab. Det er vist det længste stykke tid uden drab i meget lang tid...7-9-13.

Det er overvejende kosovoalbanere, der bor i området. Der er nogle få serbiske enklaver, men ellers er det albansk område. Nogle af dem taler lidt engelsk eller lidt tysk, men de fleste taler kun albansk. Man kan sagtens klare sig i forretninger og restauranter, men ellers er vi henvist til at bruge vores language assistents eller vore KPS´er (det lokale politi), som vi arbejder sammen med. Vi har ca. 15 KPS´er i RIU og de fleste af dem taler engelsk...

Det er ikke arbejde det hele: vi er jævnligt til Schweinerei, som tyskerne arrangerer ude i en serbisk restaurant, hvor vi spiser svinekød, drikker øl og Raki, som er den lokale hjemmebrændte sprit, som holder ca. 60 % !!! Vi kan jo ikke få svinekød på restauranterne, idet det hele er muslimsk område. Det gør også, at vi har glæde af "Elvis" som synger 5 gange om dagen fra de lokale moskeer...

Det var lige en lille smule om dagligdagen i Kosovo. Der kommer ikke mere denne gang, men se billeder på de andre sider... Jeg har måttet købe et nyt kamera, da det gamle gik i stykker, så jeg har kun taget billeder de sidste 3 uger, men der kommer flere næste gang, jeg er hjemme...